Projektbeskrivelse – Golfhus i Jylland

En jysk golfklub ønskede at realisere drømmen om et nyt golfhus – et samlingspunkt, der skulle danne ramme om hygge, ro og uformelt samvær både før og efter en dag på golfbanen. Visionen var klar: Et sted, hvor medlemmer og gæster kunne finde fællesskab og hygge sig i mange timer i de naturskønne omgivelser.

Placeringen midt i det åbne jyske landskab med udsigt til frodig natur og grønne vidder stillede krav til et design, der skulle smelte naturligt sammen med omgivelserne. Derfor blev golfhuset tænkt i materialer og farver, der kunne afspejle områdets landlige stemning.

Bestyrelsen var i tvivl om farvevalget på facaden – skulle det være klassisk sort eller traditionelt rød? For at imødekomme ønsket om at kunne tage det bedst mulige valg, blev begge facadevariationer præsenteret i projektforslaget.

Resultatet er et golfhus med sjæl, som både arkitektonisk og funktionelt understøtter visionen om et sted til fællesskab – i harmoni med naturen og klubbens kultur.